Hele vores verden er omgivet af symboler. Nogle af symbolerne er lavet for at gøre vores hverdag lettere, mens andre symboler er lavet som reklame for et bestemt produkt eller en bestemt restaurant. Fordelen ved symboler, frem for fx bogstaver, er bl.a. at mennesker nemt kan afkode symbolerne og hurtigt huske deres budskaber - om så det handler om næstekærlighed, færdselsregler eller burgerbarer. Fx ved de fleste i verden, at rød mand betyder stå, mens grøn mand betyder gå.
Dette tema handler dog ikke om vejskilte eller gyldne måger, men om religiøse symboler. De religiøse symboler har samme opgave som de mere almindelige symboler: vi skal tænke på beskeder eller regler, der alle er en del af vores liv. Hver religion har deres egne symboler, der har deres helt egen historie og har deres egne baggrunde. En afgørende forskel på religiøse og jordiske symboler er, at de religiøse symboler ofte er forbundet med noget helligt – fx mener de fleste, at det er forkert at brænde et kors eller spytte på en Davidsstjerne.
Arbejdsspørgsmål
Hvorfor bruges symboler i religioner?
Hvordan og hvornår bruges de forskellige religiøse symboler?
Ser alle mennesker det samme, når de kigger på religiøse symboler?
Møder vi nogle religiøse symboler i vores hverdag, fx i reklamer, som vi ikke umiddelbart tænker over?
Hvordan og hvorfor bruges religiøse symboler ofte i kunst?
Hvad mener vi fx i Danmark om andre religioners symboler?