Hele vores verden er omgivet af symboler. Nogle af symbolerne er lavet for at gøre vores hverdag lettere, mens andre symboler er lavet for at lokke os til at købe et bestemt produkt eller spise på en bestemt restaurant. Fordelen ved symboler, frem for fx bogstaver, er bl.a. at mennesker nemt kan afkode symbolerne og hurtigt huske deres budskaber - om så det handler om næstekærlighed eller handicaptoiletter.
Dette tema handler dog ikke om hastighedsskilte på motorvejen eller gyldne måger, men om religiøse symboler. De religiøse symboler har samme funktion som de mere jordiske symboler: vi skal forbinde dem med beskeder eller budskaber om positive og negative sider af livet. Hver religion har sine egne symboler, der fortæller deres helt egen historie og har deres egne baggrunde. En afgørende forskel på religiøse og jordiske symboler er, at de religiøse symboler ofte er forbundet med noget helligt – fx siger vores normer os, at man ikke brænder kors eller spytter på Davidsstjerner.
Arbejdsspørgsmål
Hvorfor og hvordan bruges symboler i religioner?
Hvordan passer brugen af symboler med tidligere tiders billedforbud?
Afkodes religiøse symboler ens af alle mennesker?
Hvilke skjulte religiøse symboler møder vi i hverdagen?
Hvordan og hvorfor bruges religiøse symboler ofte i kunst?
Hvad forbinder vi med misbrug og ødelæggelse af religiøse symboler?
Kan ældre religiøse symboler misforstås i nutidens samfund?